Formandens beretning ved Generalforsamlingen 28. marts 2023.

Formand Chresten Sloth Christensens beretning ved Generalforsamlingen 28. marts 2023.

Sidste år vedtog vi en udtalelse om turismen. Det samme gjorde vi i 2021, og selv om bestyrelsen i første omgang besluttede, at så må det være nok, har vi alligevel besluttet også at fremlægge et forslag i år.
Det skyldes, at problemerne vedrørende udlejning stiger med eksplosiv fart og giver anledning til flere forskellige problemer for fastboende og Skagen som samfund..
Vi har hidtil med nogen uro accepteret, at flere og flere huse – vi har fået oplyst tallet 900 eller 40 % – nu ejes af personer, der har deres adresse i folkeregisteret i andre kommuner end vores. Myndighederne har ikke kunnet og måske heller ikke villet opretholde bopælspligten.
Men nu ser det ud til, at flere af husene købes og hurtigt indrettes sådan, at de kan rumme flere lejemål, Det sker samtidig med, at firmaer som Sol og Strand ejer en hel del ejendomme, som de udlejer.
Vi har skrevet til kommunen om denne problemstilling og også fået svar, men svaret fortæller os blot, hvor kompliceret det er at finde ud af, hvilke udlejninger, der er lovlige, og hvilke der ikke er. Kommunen slutter derfor sit brev med at anmode os om at angive konkrete ulovlige tilfælde af udlejning.
Det kan vi ikke acceptere. Det er ikke os, men kommunen, der er myndighed, og vi går ud fra, at myndighederne har pligt til at handle – evt. sammen med andre myndigheder, når de har viden om eller kan regne ud, at der i kommunen foregår noget ulovligt.

Bestyrelsen indstiller derfor denne udtalelse til vedtagelse:

Skagen Byting forsamlet til generalforsamling den 28. marts 2023 anerkender som anført i brev til Bytinget den 2. marts 2023, at det er kompliceret at finde ud af, hvilke lejemål, der er ulovlige, og hvilke der er ulovlige. Af samme grund anser vi det for en myndighedsopgave og ikke en foreningsopgave at finde frem til de evt. ulovlige lejemål samt undersøge, hvad der i sådanne tilfælde skal gøres.
Såfremt kommunen som myndighed ikke har kapacitet til at klare opgaven alene, må kommunen arbejde for, at flere myndigheder går sammen om at løse opgaven, og kan dette ikke gøres uden lovændringer, må vi forvente, at kommunen sætter sig i spidsen for flere kommuner med samme problemstilling og indstiller til folketingets partier, at lovændringerne gennemføres.

Denne problemstilling og den generelle problemstilling vedrørende turismen og larm i gaden kommer den nye bestyrelse til at arbejde videre med, og det bliver ikke let, kan jeg betro jer, hvis I skulle være i tvivl.
På generalforsamlingen sidste år sagde jeg i beretningen, at projektet vedrørende skolemarken kun blev drøftet i lukkede rum, hvilket vi efter beretningen drøftede det uhensigtsmæssige i. Omtalen heraf i Skagens Avis blev taget ilde op både her og hisset, selv om den var sand.
Vi prøvede efterfølgende at opnå åbenhed via vores plads i arbejdsgruppen om skolemarken, hvilket lykkedes, men først, da det rygtedes, at kommunen ikke ville betale driftsudgifterne for projektet på skolemarken.
I så og hørte på vores møde den 15. marts er åbenheden nu tilsyneladende til stede, og det må den kommende bestyrelse for Bytinget gøre brug af, så borgerne i Skagen i respekt for de kunstneriske elementer får maksimal indflydelse på projektet, hvis det kan realiseres.

Bytinget har imidlertid været inde over mange andre problemstillinger. Vi har bl.a. været aktive i forbindelse med faren for, at Skagen Lokalhistoriske Arkiv skulle lukke. Sammen med andre gode kræfter fik vi dog lukningen taget af bordet, men jeg er ikke i tvivl om, at lukningen kommer op igen i forbindelse med kommende budgetforhandlinger. Fra mit professionelle arbejde i kommunerne ved jeg, at når et spareobjekt én gang har været på dagsordenen, kommer det op igen og igen, og i mange tilfælde realiseres besparelsen, når modstanderne mod den er kørt trætte.

Af andre emner eller problemstillinger vi har haft oppe nævner jeg i flæng:

Nærhospitaler, som den nye regering indtil videre har sat i bero.

Den kommunale børnetandpleje, hvor det lykkedes os at få frembragt en forklaring i avisen, men ikke at få den fulde børnetandpleje tilbage til Skagen
Nordbyens afgrænsning og naturen uden for den, som vi stadig arbejder med bl.a. i forbindelse med den nuværende høring vedrørende arealer ud mod Bøjlevejen.

Værftets Dok, som vi lavede en venlig udtalelse om, selv om vi ønskede en anden placering, som værftets folk nævnte den 15. marts.
Bystranden, som stadig er aktuel, men nu i et andet regi.

Udskiftning af vejskilte i de gamle bydele.

Udskiftning af Albertslundlamperne og erstatning af det gule lys med blåhvidt lys, der mildt sagt ikke inspirer til romantik, hverken på vejene eller i soveværelserne.

Manglen på almene boliger i byen og i den forbindelse nok engang kasserne grunden.

Et oplivende Virksomhedsbesøg Skagen Salmon.

Toiletter – ikke mindst handicapvenlige og især i midtbyen og til arrangementer. BEMÆRK restaureringen af toiletter ved brugsens parkeringsplads,
Motormuseet, hvor vi har forsøgt at komme i kontakt med Kjeldsen og samtidig besluttet ikke at udtale os om, fordi vi ikke har kunnet finde tegninger for museet, men kun har set et videoklip. Til gengæld smerter nedvurderingen og ringeagten af begrebet arkitektur Bytingets formand, om ikke andre.

Autocampere

Elladestationer.

Vedrørende nogle af punkterne har vi fået en fornuftig forklaring eller erkendt, at vi ikke kan komme længere og derefter droppet sagen. Vedrørende andre punkter – f.eks. elladestationer har vi ikke formået af forklare vores vision, så andre kunne forstå den, eller også ville dem, vi præsterede den for ikke forstå den, fordi de havde andre planer.
Vores vision handlede om, at vi selv som by skulle oprette en elladestation på offentligt areal, helst på den nuværende parkeringsplads ved skolemarken, fordi visionen var – og er –, at vi her kunne have et frivilligt piccokopkorps, der kunne flytte bilerne til parkeringsbås efter endt opladning, der skulle foregå, medens bilisten handlede eller hyggede sig i byen.
På den måde kunne vore butikker og restauranter nyde godt af initiativet, og opkrævede vi lidt for servicen, kunne det være med til at finansiere fælles initiativer i byen, f.eks. driften af skolemarken.
Men vedrørende ladestationerne blev vi ved med at få at vide, at kommunen ikke måtte drive elladestationer, hvilket jo netop heller ikke var hensigten. Byen skulle bare låne eller leje arealet, som nu er udbudt til kommercielle selskaber, som har budt ind på pladserne. En anden central aktør hævdede, at vi jo heller ikke selv solgte benzin, men lod olieselskaberne om den opgave.
Jeg tror ikke, den pågældende forstår, at der er pokker til forskel på virksomheder, der selv udvinder olien, selv raffinerer den, selv transporterer den og ejer de anlæg, hvorfra den sælges og så til el, der transporteres via det offentlige net, som kan tappes af hvem som helst, der opstiller et anlæg dertil.

Det har for mig personligt været den største skuffelse i det frivillige arbejde i civilsamfundets tjeneste..

Jeg kommer tilbage til begrebet civilsamfundet, når jeg har omtalt det projekt, vi har brugt mest tid og haft størst succes med til dato: de 3 events, hvoraf vi har den sidste til gode. Det er måske lidt tidligt at tale om en succes, men det er det i al fald målt på foreningens medlemstal, der er steget med rundt regnet 100 på den konto. I dag er der xx, der har betalt kontingent, medens andre endnu står som medlemmer, uden at de ikke har betalt kontingent.
Vi prøvede at søsætte et lignende projekt før corona. Det mislykkedes. Af mange grunde, bl.a. at vi ikke selv havde de nødvendige kompetencer og heller ikke kunne finde dem i lokalsamfundet.
Det blev der rådet bod på, fordi en hel koloni af nye yngre mennesker er kommet til Skagen og gerne ville samarbejde med os, ja være medlemmer hos os. Det er en repræsentant for disse nye, yngre mennesker, Niels Kildahl, der sammen med Michael Jørgensen og Jesper Hegaard har udgjort styregruppen for vore events, og det er kun opstået problemer, når jeg – endda for sent – har blandet mig og f.eks. sagt, at møderne skulle være offentlige møder og ikke medlemsmøder. Deraf forvirringen om betaling for ikke medlemmer.

Vi har bemærket, at ledende byrådspolitikere – ingen nævnt, ingen glemt – nu har taget begrebet civilsamfund i deres mund.
Det er bemærkelsesværdigt, at de først tager begrebet i deres mund, når de ikke længere kan klare den opgave, de selv har påtaget sig: nemlig at sikre finansieringen af velfærdssamfundet.

Derfor vil jeg slutte denne – min sidste beretning – af med kort at sige lidt om begrebet og dets indhold, selv om det kræver et foredrag eller måske en forelæsning at belyse det ordentligt.
Bytinget er selv et af civilsamfundets – her lokalsamfundets – fællesskaber. Der er forskere, der hævder, at et svagt civilsamfund medfører et svagt demokrati.
En definition af begrebet kunne helt enkelt være, at civilsamfundet er den samfundsmæssige sfære, hvor den offentlige dialog mellem borgerne finder sted, når kræfter i civilsamfundet selv inviterer til dialog.
Lidt mere uddybet er civilsamfundet den sfære i samfundet, der hverken er stat, marked eller familie, men en sfære, som i dialog med omverdenen, herunder velfærdsstaten.

Forholdet mellem stat, civilsamfund og medborgerskab er typisk kendetegnet ved at være en relation styret fra et top– down – perspektiv med det resultat, at relationen mellem borgerne og de besluttende organer er blevet stadig mere udtyndet og har medført passivitet, anarkisme eller bottom up bevægelser.

Skagen Byting er en sådan bottom up bevægelse, der flugter med denne passus fra den nye regerings grundlag: Målet er at bevæge Danmark fra en velfærdsstat til et velfærdssamfund med langt mere lokal frihed, ansvar og engagement.

Sætningen i regeringsgrundlaget kunne lyde som et nybrud, men det er den ikke, hvis den lokale frihed kun omfatter ansvar og engagement i den sociale sektor, hvor der mangler varme hænder og penge. Hvis der skal være tale om et nybrud, må sætningen desuden omfatte ansvar og engagement for lokalsamfundenes ve og vel samt støtten til demokratiske virksomheder og et ligeværdigt samarbejde mellem f.eks. kommunen og f.eks. Skagen Byting om bl.a. turisme og elladestationer .

Demokratiske virksomheder er betegnelsen for virksomheder, som den forrige regering lancerede, og som skal være moderne udgaver af andelsvirksomheder, kooperative virksomheder og socialøkonomiske virksomheder. Virksomheder, der virker på markedets vilkår og udelukkende modtager offentlig støtte, hvis de løser opgaver, som den offentlige sektor ellers skulle tage sig af. Det er er i denne sammenhæng ideen om Skagens egen elladestation skal ses. Ikke for min skyld, men for byens og vort samfunds kulturs skyld
Her stopper vi, for ellers kommer vi nemt for tæt på partipolitik, og Skagen Byting er partipolitisk uafhængig, om end hvert medlem har sine prioriteter. Vi ved godt, at netop denne uafhængighed eller partipolitiske neutralitet, gør, at vi af nogen opfattes som vattede – f.eks. i spørgsmålet om turisme, men sådan må det være, hvis Bytinget skal bestå og favne bredest muligt her i Skagen og repræsentere de skagboer, der ikke er repræsenterede i erhvervsorganisationerne i byen.

Jeg overgiver hermed beretningen til jeres behandling.

Chresten Sloth Christensen
Skagen Byting, marts 2023.