Kære medlemmer
Sommerferien er forbi, og vi er efter vores 3 events i foråret nu trukket i arbejdstøjet og arbejder med opfølgning på de erfaringer og forventninger, der er opstået i kølvandet. Vores 3 events tiltrak rigtig mange lokale og gav Bytinget mange nye medlemmer.
Efter generalforsamlingen i marts valgte man en ny bestyrelse, hvor Niels Ove Kildahl efterfølgende blev udpeget som formand.
Niels har de sidste par måneder haft orlov fra posten, og dermed er næstformand Michael Finn Jørgensen konstitueret som formand indtil oktober måned. Vi beklager, at vi ikke har fået det meldt ud før nu.
Det er glædeligt, at der er lige nu temmelig meget debat om Skagen og de mange projekter, der foregår.
Sidst har et indlæg på www.skagensavis.dk – Kære Skawboer af Jens Christian Wandt givet anledning til en del debat og kommentarer.
Her er Bytingets kommentar:
Visionerne for Skagen er desværre tilsandede. I Skagen Byting må vi desværre give Jens Christian Wandt ret.
Kommunen spiller hasard med Skagen, kommunens pryd og guld. De over to millioner turister årligt er ikke en tilfældighed.
Men fremover kan vi ikke tage turister og Skagens herlighedsværdi for givet. For Skagens autenticitet er udfordret. Og hvem gider besøge og bo i en by, som er udvandet og ligner alle de andre turistbyer. En by, hvor visionerne er blæst væk.
Vi må desværre konstatere, at Skagen langt hen ad vejen er frakoblet Frederikshavn Kommune. Skagen Byting ønsker en sammenkobling.
I stedet er Skagen tilkoblet en løbsk udvikling. Det er en udvikling præget af tilfældigheder. Sådan bliver det ofte, når udviklingen af en by er overladt til markedskræfternes frie spil.
I Skagen Byting har vi ikke noget imod at folk med formue, som kommer for at sætte deres præg på byen med boliger, investeringer, etc. Skagen har altid tiltrukket folk med dybe lommer. Men vi har noget imod, at indtoget af store investeringer sker planløst.
Skagen Byting sætter en ære i at være skawboernes stemme. Det konstaterede vi med al tydelighed tidligere i år, hvor hundredvis af skawboer deltog i vores tre events om Skagens udvikling. Vi kæmper for vores og alles – Skagen.
Skagen Byting hjælper med at få 10 hjertestartere til beboerne i Skagen – Lidt mere sikkert at være skawbo.
Melsen Fonden har doneret 10 nye udendørs hjertestartere til Skagen og bedt Skagen Byting om at finde den rigtige placering og have opsyn med dem.
De ny hjertestartere er ikke opsat ved butikker eller turistattraktioner, men dér, hvor almindelige skawboer bor, fx Rønnevej, Vikingebanke og Musvitvej.
Placering af de 10 hjertestartere er matematisk beregnet. Forskere fra Aalborg Universitet har ud fra bl.a. tidligere hjertestop og befolkningstæthed, fundet frem til de mest optimale områder at sætte hjertestarterne op i Skagen. Forskerne fra Aalborg Universitet vil desuden over de næste fem år følge de i alt 280 nye hjertestartere, som Melson Fonden har donereret til Region Nordjylland.
Skagen Byting har derefter foretaget det praktiske arbejde med at finde de rigtige adresser og kontaktpersoner i de 10 områder, fx i området mellem Hamiltonvej og Vikingbanke.
Forskning har vist, at det er muligt at øge dækningen med hjertestarterne med 50 procent, hvis de er placeret optimalt.
”Skagen Byting er for alle skawboer. I Skagen Byting er vi glade for at kunne bidrage til at gøre Skagen et lidt sikrere at bo i med de nye hjertestartere i boligkvarterne. Vi er 254 medlemmer af Skagen Byting. Foreningen skal afspejle, at vi er en forening for hele Skagen. Den ene dag holder vi møde for fulde huse i Skagen Kultur- og Fritidscenter om visioner for Skagen, den anden dag står den på hjertestarterne,” fortæller Michael Finn Jørgensen konstitueret formand for Skagen Byting.
Et liv er kostbart, men det er en hjertestarter også. Melsen Fonden har betalt 43.000 kroner for hver af de 10 nye hjertestartere. En række lokale sponsorer betaler driften af de nye hjertestartere. Hver sponsor har forpligtet sig til at donere kr. 1.500 over de næste fem år.
Flere nye hjertestartere kalder også på flere personer med forstand på at genoplivning. Derfor afholdt Melson Fonden og Hjerteforeningen i samarbejde med Skagen Byting et hjerteredderkursus den 13. september for en række nye livreddere i Skagen.
Med de 10 nye hjertestartere er der p.t. 68 hjertestartere i Skagen.
Fakta om hjertestop:
Hvert år rammes ca. 5000 mennesker af hjertestop i Danmark uden for hospitalet. Det svarer til ca. 13 personer om dagen.
Hvis en person får hjertestop, og der ikke ydes genoplivning, før ambulancen når frem, overlever 1 ud af 17.
Hvis der gives hjerte-lunge-redning, før ambulancen ankommer, overlever 1 ud af 7.
Hvis der gives hjerte-lunge-redning og stød fra en hjertestarter, før ambulancen ankommer, overlever 1 ud af 3.
Kontaktpersoner: Michael Finn Jørgensen, næstformand for Skagen Byting.
Skagen Byting
Formålet med Skagen Byting er at
– sætte fokus på, afdække og debattere visioner for Skagen.
– tage et medansvar for Skagens udvikling ved at iværksætte og deltage i projekter, der kan udvikle byen.
– synliggøre og styrke Skagen som byområde.
– være talerør i forbindelse med byens udvikling.
– finde egnede former for dialog med omverdenen – herunder Frederikshavn Kommune og Region Nordjylland.